Salgsbetingelser

Anvendelse
1. Nedenstående betingelser er gældende for alle tilbud, ordrer, leverancer m.v., medmindre andet skriftligt er aftalt eller følger af ordrebekræftelsen. Betingelser angivet i købers ordre, accept-skrivelser eller lign. er ikke bindende, medmindre sælger skriftligt har accepteret disse.

Annullering
2. Annullering af ordrer kan kun ske med sælgers skriftlige samtykke og mod betaling af annulleringsomkostninger.

Priser
3. Priserne er dagspriser ekskl. moms for på lager værende varer. Levering og fakturering af varer, som ikke er på lager, finder til de i tilbuddet opgivne priser sted med forbehold for nye eller forhøjede toldsatser, kursændringer og særlige skatter og afgifter, transportomkostninger, forsikringspræmier, havneafgifter eller andre lign. afgifter såvel som forhøjelse af gældende arbejdslønninger, materialeomkostninger og lign.

Produktinformation
4. Oplysninger i produktinformation og prislister er kun bindende i det omfang, aftalen udtrykkeligt henviser til dem.

Tegninger og andre tekniske dokumenter
5. Alle tegninger og andre tekniske dokumenter vedrørende materiellet eller fremstillingen heraf, som før eller efter aftalens indgåelse overlades fra den ene part til den anden, tilhører den part, som har udleveret dem. Modtagne tegninger, andre tekniske dokumenter eller teknisk information kan ikke uden samtykke fra den anden part anvendes til andet end det, der var formålet med overladelsen. Uden samtykke fra den anden part må det nævnte materiale ikke kopieres, reproduceres, overgives til eller på anden måde bringes til tredjemands kundskab.

6. Sælgeren skal senest ved leveringen vederlagsfrit forsyne køberen med et eller et større aftalt antal eksemplarer af tegninger og andre tekniske dokumenter, som er tilstrækkeligt udførlige til, at køberen kan udføre montering, igangsætning, drift og vedligeholdelse (herunder løbende reparationer) af alle materiellets dele. Sælgeren har dog ikke pligt til at udlevere tegninger og dokumenter, som ligger til grund for fremstilling af materiellet eller reservedele.

Prøver
7. Såfremt der er aftalt levering af prøver, skal prøverne udføres der, hvor materiellet fremstilles, medmindre et andet sted er aftalt. Såfremt tekniske krav til prøven ikke er angivet i aftalen, skal denne udføres i overensstemmelse med sædvane i den pågældende industri i det land, hvori materiellet fremstilles.

8. Såfremt prøven viser sig ikke at være kontraktmæssigt, skal sælgeren, så hurtigt som muligt sørge for, at prøven bringes i overensstemmelse med aftalen. På køberens forlangende skal ny prøve derefter udføres. Var manglen ubetydelig, kan ny prøve dog ikke forlanges.

9. Medmindre anden fordeling er aftalt bærer køberen alle omkostninger ved levering af prøver.

Levering
10. Er leveringsklausul aftalt, fortolkes denne i henhold til de ved aftalens indgåelse gældende Incoterms. Er ingen leveringsklausul aftalt, anses levering for sket “Ex Works”.

Leveringstid
11. Såfremt parterne i stedet for et bestemt leveringstidspunkt har angivet et tidsrum, inden for hvilket levering skal finde sted, anses dette tidsrum at løbe fra indgåelsen af aftalen.

12. Leveringstid er opgivet efter bedste skøn. Levering i op til 4 uger efter den i ordrebekræftelsen angivne leveringstid skal i enhver henseende betragtes som rettidig levering.

Forsinkelse
13. Sælger underretter køber om evt. opståede leveringshindringer, som medfører, at rettidig levering, jf. pkt. 12, ikke kan ske, om muligt med oplysning om, hvornår levering kan forventes. Såfremt leveringshindring må antages at vedvare ud over 2 mdr. fra den i pkt. 12 angivne rettidige leveringstid, er sælger berettiget til at annullere ordren, uden at dette anses for misligholdelse.

Såfremt leveringshindringen vedvarer ud over 2 mdr. fra den i pkt. 12 angivne rettidige leveringstid, er også køber efter påkrav berettiget til at hæve købet, såfremt sælger ikke leverer inden en i påkravet fastsat rimelig frist.

Ethvert krav om erstatning i anledning af forsinkelse er sælger uvedkommende, medmindre køber godtgør, at sælger har udvist grov uagtsomhed. Sælger er i alle tilfælde uden ansvar for enhver indirekte skade. Sælger er uden ansvar for forsinket levering fra sælgerens sædvanlige leverandør uanset årsagen.

14. Finder køberen, at han ikke vil kunne modtage materiellet på den aftalte dag, eller må forsinkelse fra hans side anses som sandsynlig, skal han uden ugrundet ophold give sælgeren skriftlig meddelelse herom og samtidig angive årsagen til forsinkelsen samt så vidt muligt det tidspunkt, da modtagelse påregnes at kunne finde sted.

Undlader køberen at modtage materiellet på den aftalte dag, er han desuagtet forpligtet til at erlægge enhver af levering betinget betaling, som om levering af det pågældende materiel havde fundet sted. Sælgeren skal sørge for, at materiellet opbevares for køberens regning og risiko. På køberens anmodning skal sælgeren forsikre materiellet for køberens regning.

15. Sælgeren kan skriftligt opfordre køberen til at modtage materiellet inden for en rimelig tid. Undlader køberen at gøre dette inden for et sådant tidsrum – af årsager som sælgeren ikke bærer ansvaret for – er sælgeren berettiget til ved skriftlig meddelelse til køberen at hæve aftalen for den leveringsklare del af materiellet, som på grund af køberens undladelse ikke bliver leveret. Sælgeren har da ret til erstatning for den skade, som køberens misligholdelse har påført ham. Erstatningen kan ikke overstige den del af købesummen, der dækker den af materiellet, som ophævelsen omfatter.

Betaling
16. Betaler køberen ikke til aftalt tid, har sælgeren fra forfaldsdagen krav på morarente som den officielt fastsatte diskonto med tillæg af 9 procentpoints.

Ansvar for mangler
17. Køber er forpligtet til at undersøge varen ved ankomsten til bestemmelsesstedet. Reklamation vedr. kvantitetsmangler og varetype skal ske straks og senest 8 dage fra modtagelsen af varerne.

18. Såfremt der inden 1 år fra leveringen påvises kvalitetsmangler ved det leverede, forpligter sælger sig til efter eget valg: at reparere defekte dele, som tilbagesendes til sælger franko sælgers adresse, at ombytte den eller de mangelfulde varer, som tilbagesendes til sælger franko sælgers adresse med en tilsvarende vare på de i salgs- og leveringsbetingelserne indeholdte vilkår, at yde køberen et forholdsmæssigt afslag i købesummen for varen.

Sælgers forpligtelse er betinget af, at køber straks, dog senest 14 dage efter, at den pågældende mangel er eller burde være konstateret, reklamerer skriftligt over for sælger.

Sælger har ingen forpligtelser ud over de ovenfor anførte, medmindre køber godtgør, at der foreligger grov uagtsomhed fra sælgers side.

Sælger er uden ansvar for fejl og mangler, der kan tilskrives fejlagtig behandling, anvendelse, befordring, opbevaring, montage eller i øvrigt forsømmelse hos andre end sælger.

Sælger er i alle tilfælde uden ansvar for indirekte tab.

19. For dele, som er udskiftet eller repareret ifølge punkt 18, påtager sælgeren sig de samme forpligtelser, som gælder for det oprindelige materiel i et tidsrum af et år. For materiellets øvrige dele forlænges den i punkt 18 nævnte periode kun med det tidsrum, materiellet ikke har kunnet anvendes som følge af de i punkt 18 nævnte mangler.

20. Køberen skal give skriftlig meddelelse om en mangel til sælgeren uden ugrundet ophold, efter at manglen har vist sig, og i intet tilfælde senere end 2 uger efter, at den i punkt 18 nævnte frist er udløbet. Meddelelsen skal indeholde en beskrivelse af, hvorledes manglen ytrer sig. Såfremt der er grund til at tro, at manglen kan medføre risiko for skade, skal sådan meddelelse gives straks. Såfremt køberen ikke skriftligt underretter sælgeren om en mangel inden for de frister, som er angivet i dette punkt, mister køberen sin ret til at fremsætte krav i anledning af manglen.

21. Såfremt køberen har afgivet en sådan meddelelse, som nævnt i punkt 20, og det viser sig, at der ikke foreligger nogen mangel, som sælgeren bærer ansvaret for, har sælgeren ret til godtgørelse for det arbejde og de omkostninger, reklamationen har påført ham.

22. Mangelfulde dele, som udskiftes i henhold til punkt 18, stilles til sælgerens disposition og bliver hans ejendom.

23. Sælgerens ansvar omfatter kun mangler, som opstår under de i aftalen forudsatte arbejdsforhold og under korrekt anvendelse af materiellet. Ansvaret omfatter ikke mangler, som skyldes årsager, opstået efter at risikoen er gået over på køberen. Ansvaret omfatter for eksempel ikke mangler, der skyldes mangelfuld vedligeholdelse, urigtig montering foretaget af køberen, ændringer foretaget uden sælgerens skriftlige samtykke eller reparationer, som køberen har udført på fejlagtig måde. Endelig omfatter ansvaret ikke normal slitage og forringelse.

24. Sælgeren har intet ansvar for mangler ud over det i punkterne 21-34 foreskrevne. Dette gælder ethvert tab, manglen måtte forårsage, herunder driftstab, tabt fortjeneste og andre økonomiske konsekvenstab. Denne begrænsning i sælgerens ansvar gælder ikke, dersom han har gjort sig skyldig i grov uagtsomhed.

Ansvar for tingskade, forvoldt af materiellet (produktansvar)
25. Sælger er kun ansvarlig for produktskader, hvis det bevises, at skaden skyldes fejl eller forsømmelser begået af sælger eller sælgers folk.

Sælgeren er ikke ansvarlig for skade, forvoldt af materiellet:
a) på fast ejendom eller løsøre, som indtræder, medens materiellet er i køberens besiddelse,
b) på produkter, der er fremstillet af køberen, eller på produkter, hvori disse indgår, eller for skade på fast ejendom eller løsøre, som disse produkter som følge af materiellet forårsager.

I intet tilfælde er sælgeren ansvarlig for driftstab, tabt fortjeneste eller andre økonomiske konsekvenstab. De nævnte begrænsninger i sælgerens ansvar gælder ikke, hvis han har gjort sig skyldig i grov uagtsomhed. Sælger er ikke ansvarlig for skade på fast ejendom eller løsøre, medmindre sælger har gjort sig skyldig i grov uagtsomhed.

Sælger er uden ansvar for indirekte tab.

Såfremt sælger pålægges produktansvar over for tredjemand, er køber forpligtet til at holde sælger skadesløs i samme omfang, som sælgers ansvar er begrænset efter de foregående bestemmelser.

Hvis tredjemand fremsætter krav om erstatning for produktskade mod en af parterne, skal denne straks underrette den anden part.

Ansvarsfrihed (force majeure)
26. Følgende omstændigheder medfører ansvarsfrihed, såfremt de forhindrer aftalens opfyldelse eller gør opfyldelsen urimeligt byrdefuld: arbejdskonflikt og enhver anden omstændighed, som parterne ikke er herre over, såsom brand, krig, mobilisering eller militærindkaldelser af tilsvarende omfang, rekvirering, beslaglæggelse, valutarestriktioner, oprør og uroligheder, mangel på transportmidler, almindelig vareknaphed, restriktioner af drivkraft samt mangler ved eller forsinkelse af leverancer fra underleverandører, som skyldes nogen af de i dette punkt nævnte omstændigheder.

Omstændigheder, som nævnt, medfører kun ansvarsfrihed, såfremt deres indflydelse på aftalens opfyldelse ikke kunne forudses ved indgåelsen af aftalen.

Tvister. Lovvalg
27. Tvistigheder i anledning af aftalen og alt, som har sammenhæng hermed, kan ikke underkastes domstolens prøvelse, men skal afgøres ved voldgift i overensstemmelse med de lovregler om voldgift, som gælder i sælgerens land.

28. Sø- og Handelsretten i København er aftalt som værneting for enhver tvist mellem køber og sælger vedrørende den i ordrebekræftelsen anførte leverance.
Torben Lintrup kirkholt

Adm. Dir.

ebmpapst Denmark ApS

ebmpapst Denmark