På Nordsjællands Hospital bliver AC-ventilatorer skiftet til EC-ventilatorer fra ebmpapst uden forudgående målinger og beregninger. “Vi ved jo, det virker”, lyder forklaringen fra projektlederen, der har energioptimeret næsten 100 ventilationsanlæg på hospitalet siden 2008. Besparelsen er ca. 40 procent.

Energispareprojektet med at skifte til EC-ventilatorer i de gamle anlæg startede på Hillerød Hospital i 2008 efter grundige beregninger af energibesparelsen, men nu hvor turen er kommet til hospitalet i Frederikssund, er teknikerne holdt op med at måle og beregne. Erfaringen viser nemlig, at det altid kan betale sig at skifte til EC.

”Vi behøver ikke lave en masse målinger og beregninger på energibesparelsen – vi ved jo, at det virker, så jo hurtigere vi kommer i gang, jo større bliver besparelsen.”

Sådan siger Frank Hansen, der er konsulent fra firmaet Energi & Miljøteknik og leder af energibesparelses-projektet på Nordsjællands Hospital, der startede i 2008 med energioptimering af op imod 70 gamle ventilationsanlæg på Hillerød Hospital.

Nu fortsætter energirenoveringen på Frederikssund Hospital, hvor i alt 38 gamle AC-motorer og ventilatorer med drivrem bliver erstattet med energibesparende EC-ventilatorer fra ebmpapst. Projektet er sat i gang uden detaljerede målinger og beregninger, for erfaringen viser entydigt, at det altid kan betale sig at skifte fra AC til EC. Forventningerne i Frederikssund er som i Hillerød en energibesparelse på ca. 40 procent med en tilbagebetalingstid på godt 3 år.

”Det er en historie, vi hører igen og igen”, siger markedschef Niels Knokgård fra ebmpapst.

”Første gang en slutkunde skal energirenovere et ventilationsanlæg, vil de gerne have grundige beregninger på, hvor meget de kan spare ved at gå fra AC til EC. Men når de har fået installeret vores ventilatorer, og energibesparelsen er dokumenteret, så er de næste gang helt trygge ved operationen. De ved, at det virker”, siger Niels Knokgård, som fortæller, at der efterhånden er energirenoveret mere end 1500 danske ventilationsanlæg med ebmpapst EC-ventilatorer. Simpelt regnestykke
Da Region Hovedstaden i 2008 bevilgede de første  4,1 millioner kroner til energioptimering af varme og ventilation på hospitalet i Hillerød, godkendte regionsformand Vibeke Storm Rasmussen (S) bevillingen uden betænkeligheder:

”Der skal ikke meget købmandsregning til for at sige ja til en beslutning som denne. Vi gør noget godt for miljøet samtidig med, at vi forholdsvist hurtigt tjener pengene hjem igen og fremadrettet forbedrer vores økonomi hvert eneste år”, konstaterede Vibeke Storm Rasmussen.

Energispareprojektet i Hillerød er færdigt og opfylder alle forventninger, så det er naturligt at fortsætte succesen  i Frederikssund, hvor en energipulje fra staten på 4,2 millioner kr. kom i hus i september i år. Omkring halvdelen af pengene går til optimering af ventilationsanlæg og tilknyttet automatik. I alt 19 anlæg med 2 ventilatorer i hver får installeret nye EC-ventilatorer med  indbygget motor og styring.

”Det er så enkelt, og det fungerer så godt, at vi uden de store overvejelser installerer ebmpapst-ventilatorer i alle anlæg, hvor det er muligt. Der er ingen andre ventilatorleverandører, der har så mange modeller som ebmpapst. Og de er altid de billigste til opgaven”, siger Frank Hansen.

Der har været en rivende udvikling i ventilationsbranchen siden midt-80’erne, hvor Frederikssund Hospital blev bygget og ventilationsanlæggene sat i drift. Dengang havde man en anderledes tilgang til tekniske installationer, fortæller Frank Hansen. ”Virker det eller virker det ikke? Det var kriteriet for 30 år siden. I dag tager vi energibriller på, når vi ser på styring af ventilationsanlæg, og det kan bestemt godt betale sig.”

Projektet på Frederikssund Hospital indeholder energirenovering af både ventilation og varme. Der er bevilget i alt 4,2 mio. kr. til projektet. Ca. 2 mio. kr. går til optimering af ventilationsanlæg og tilknyttet automatik. Efter godt 3 år er investeringen tjent hjem på det lavere energiforbrug. Dertil kommer besparelser af tid og penge på vedligehold af de forældede ventilatorer.

 


 

Besparelsen i tal

  • Antal EC-ventilatorer: 96 stk.
  • Energibesparelse: 40%
  • Tilbagebetalingstid: 3,5 år
case

Case Study

På Nordsjællands Hospital er knapt 100 ventilatorer skiftet til EC-ventilatorer. Besparelsen er ca. 40%.

Download PDF
Nordsjællands Hospital sparer 40% med EC-ventilatorer