I kølebranchen er energioptimering blevet alfa og omega, og på håndværkerskolen i Hadsten, hvor Danmarks køleteknikere bliver uddannet, er det en vigtig del af undervisningen på 4. og sidste semester.

Udviklingen går stærkt, så skolen gør en stor indsats for at sikre, at både udstyr og viden er up to date for de 36 køleteknikere, der uddannes hvert år.

– Vi vil jo gerne uddanne eleverne til den virkelighed, de kommer ud i, og når udviklingen går i retning af programmerbare EC-ventilatorer frem for standard AC-modeller, så skal eleverne selvfølgelig lære noget om det, siger faglærer Michael Langhoff Timmermann.

Aftalen med ebmpapst kom i stand ved et tilfælde, fortæller han: – Det kom sig egentlig af, at vi havde indkøbt nogle små energibesparende ESM-motorer til indbygning i kølemøbler til supermarkeder. Det viste sig, at hver enkelt motor kan programmeres, så den kører optimalt i forhold til behovet, men jeg kunne ikke finde den nødvendige information om, hvordan den skulle programmeres. Derfor kontaktede jeg produktchefen hos ebmpapst, Henrik Dahl Thomsen, der kom på besøg på skolen for at høre om vores intentioner. Efterfølgende tilbød han os de to EC-skolemodeller uden beregning, hvad vi straks sagde ja tak til.

Sidder allevegne
Nu er det planen, at eleverne skal bygge ventilatorerne på et køleanlæg og øve sig i at programmere dem. Og den viden får de brug for som køleteknikere, mener produktchefen i ebmpapst.

– Vores EC axial-ventilatorer benyttes rigtigt mange steder i dag til forskellige køleopgaver, f.eks. på sygehuse og i serverum og supermarkeder, så det er en ventilator, eleverne helt sikkert vil støde på, når de er uddannet, fortæller Henrik Dahl Thomsen.

– Fra vores support af installationer kan vi mærke, at den store fordel ved EC- frem for AC-produkter, nemlig energibesparelsen, er gået rent ind. Nu vil vi gerne udbrede kendskabet til de mange muligheder, den indbyggede styring giver: Dels for yderligere besparelser, men også for enklere og billigere installation.

Overrækkelsen af de to EC-ventilatorer indgik i ebmpapsts ”Green Day” kampagne for en mere miljøvenlig verden. Læs mere om Green Day.

Køleteknikeruddannelsen i Hadsten